Bestyrelsesmøde på Nørresundby Gymnasium og HF
Torsdag den 12. oktober 2023 kl. 16:00-18.30
Mødereferat
Til stede: Mette Wilgaard, Kim Skindbjerg, Liva Høybye, Søren Valggren Knudsen, Lasse Taagaard Jensen, Søren Wormslev, Søren Hindsholm, Marie Juul Bjerre og Niels Magnus Christensen (referent).
Afbud: Magnus Rothmann (udveksling) og Laksiya Linganathan (studietur), Anne Marie Kanstrup
Dagsorden
1. Godkendelse af dagsorden.
2. Opfølgning på sidste møde og meddelelser.
Herunder præsentation af Liva Høybye der afløser Lasse Friman som repræsentant for Aalborg Kommune, og Laksiya Linganathan, som er det nye bestyrelsesmedlem valgt af eleverne.
Opfølgning og meddelelser fra Søren Hindsholm:
Vi har endnu ikke været på besøg hos K-klassen i Vodskov, men tilbuddet er ikke glemt.
Hf3’s Mathilde og Oliver gjorde det godt på Folkemødet. Nu afventer vi, om vi måske kan få et særtaksameter for HF3 i forbindelse med Finansloven 2024. Det er mange der gerne vil og som støtter, men det er vanskeligt, at få det igennem i systemet.
Studieretningsvalget var godt for sprog – undtagen klassikerne – og samfundsfag, nogenlunde for musik og ikke så godt for naturvidenskab. Vi kommer til at evaluere på resultatet og overveje eventuelle tiltag.
Vi drøfter i øjeblikket ferieplanen for 24-25. Der kommer to forslag, en med og en uden mandags-fri op til fem gange hen over skoleåret, jf. Katedralskolen. Rektor og vicerektor skal fremlægge de to forslag for skolens medarbejdere, som der så stemmes om. Eleverne skal også høres og i den forbindelse skal det afklares, hvilken status et eventuelt høringsresultat blandt dem skal have ift. en endelig beslutning.
3. Orientering om budget- og regnskabstals aktuelle status, se venligst bilag 1, og første drøftelse af budget 2024 på grundlag af Finanslovsforslaget.
Budget 2024
Vi har fremskyndet processen med budgetlægning til 2024 for at have bedre tid til tilpasninger, dvs. varsle afskedigelser tidligere og finde flere besparelser. Vi kommer til at mangle
klassikertaxametret, men det udlignes dog af lidt mindre aktivitet.
Statstilskuddet er faldet, da vi mangler nærmest to hele klassers elever (2g og 3g) og vi har solgt færre varer, da vi holder færre fredagscafeer etc.
Der er lavet et generelt udgiftsstop på alle konti for at fastholde et minimalt overskud. Overskuddet er pt. budgetteret til ca. 23.000 kr. – en del under det overskud på 667.000 kr., vi regnede med i det oprindelige budget. I betragtning af situationen med tilpasninger til færre klasser og langtidssygdom er det acceptabelt set fra ledelsens side.
Som det ser ud nu, er de klasser, vi har i 1g fyldte med op til 28 i gennemsnit. Dette vil på sigt forbedre skolens økonomi betragteligt.
Vi vil fortsat arbejde med at få elever til skolens klassikerretning. Det er en af vores profilretninger. Søren Hindsholm vil gerne gøre endnu mere for, at vi får den tilbage på skolen. Dette støtter bestyrelsen op om.
Vi arbejder fortsat med at lave et overskud på ca. 600.000 kr for 2024. Et overskud i den størrelse vil være neutralt ift. skolens langsigtede likviditet.
4. Orientering om status på handlingsplanen for 2023-24, herunder orientering af klimadagen den 22.9.
Vi arbejder med det skriftlige arbejde. Der er blevet nedsat af en arbejdsgruppe, som analyserer området og giver nogle anbefalinger.
Der er endvidere nedsat en gruppe, som efter efterårsferien afvikler en pædagogisk dag om plagiat.
Endeligt er der nedsat en sproggruppe og vi er ved at få uddannet en sprogkoordinator. Vi har for nylig afviklet en sprogdag for 1g. I forlængelse af dette skal der laves en sprogstrategi for skolen.
Der er dannet en frivillig bæredygtighedsgruppe, som består af rektor, lærere og elever. Den skal arbejde med skolens miljøprofil og bæredygtige tiltag.
Vi har afholdt en vellykket klimadag den 22.9 med mange og meget forskellige workshops for alle elever.
SU og AMU har arbejdet med stress og travlhed og der er udarbejdet forslag til, hvordan vi kommer videre.
Med hensyn til elevfællesskaber er det svært. Ideen om at medvirke til at eleverne danner små grupper med et stærkt fællesskab er god, men meget kompleks. Vi har en kontakt til Aalborg Kommune, som måske kan være medvirkende til at gøre os bedre til dette.
Bestyrelsen tog orienteringen til efterretning.
5. Orientering om personalesituationen nu og i næste skoleår.
Søren Hindsholm uddelte den mail, som han udsendte forleden til personalet om opgavefordelingen. Desuden en oversigt over hvem der er ansat på skolen. Han gennemgik den i store træk (begge er vedlagt referatet som bilag).
Lærerne er selvfølgelig den største gruppe med 11,8 elever per lærer. Ledelsen underviser. Der er også en GS-sekretær. En pedel er nedlagt, fleksjob fornyet med billigere ordning (næsten 400.000 kr./år).
Skolens TR bad ledelsen om, at der kom en særlig besked og beskrivelse ud om, hvorledes skolens opgavefordeling ser ud for næste år. Herunder særligt situationen med potentielle tilpasninger af lærerpersonalet. Vi laver opgavefordelingen noget tidligere end vi plejer, da vi ved, at vi nok skal ud og varsle fyringer.
Lasse Jensen og Marie Juul Bjerre vurderer, at det er godt, at Søren Hindsholm har meldt det så tydeligt ud og de har ikke sporet uro på grund af den. Søren Wormslev studsede over, at man kan have klasser ned til 14 – må man ikke samle dem i klasserne? Det må man gerne, svarede Søren Hindsholm, men det er ofte svært at gøre det pga. at fagene i klasserne, der potentielt kunne samles, ikke er beslægtede.
6. Beslutning om skolens kapacitet for skoleåret 2024-25 og orientering om situationen for elevfordeling i Region Nordjylland de kommende år.
Ledelsen foreslår 6 stx, 2 hf og 2 hf3-klasser.
Sagsfremstilling: NGHF har i nogle år haft 7 klasser som stx-kapacitet og holdt fast i det. Til optaget i 2023 havde Børne- og Undervisningsministeriet (BUVM) sat kapaciteten til 168 stx-elever og 84 hf-elever, uden skelnen mellem to-årige og hf3 elever. Efter flere henvendelser og en klumme i Nordjyske ændrede BUVM hf-tallet til 100 så vi kunne optage 2 to-årige hf-klasser a 28 elever og 2 hf3-klasser a 22 elever. I år havde vi ansøgere til 6 stx, 2 hf og 2 hf3-klasser; hf3-klasser blev i processen sat op fra 22 til 24 elever.
Torsdag den 14.9. havde bestyrelsesformanden og rektor et videomøde med Region Nordjyllands administration (Louise Wagner og Charlotte Bisgaard). Her fik vi kun mere generelle og tekniske oplysninger. Vi sagde at vores ønske var at have samme kapacitet i 2024 som vi havde i 2023, hvor der var god overensstemmelse mellem ansøgertal og kapacitet. Vi understregede også vigtigheden af at vores hf3-ansøgeres antal er i balance med antallet af ansøgere til to-årigt hf. Rektor har siden over for Region Nordjylland gentaget at der bør skelnes mellem de forskellige hf-ansøgere, og at ansøgere til klassikerstudieretningen (GR-LA) bør få forrang, det vil sige kan optages uanset bopæl.
NGHF indmelder kapacitet for 2024 til BUVM. Kapaciteterne kan ændres af BUVM og senere af Region Nordjylland i processen frem til skolestart.
I dette skoleår blev vi sat ned og vi måtte slås for hf3-elever. I år har vi fået samme tal,
foreløbigt og det er ledelsens vurdering, at det er det rigtige. Vores økonomi er ikke til at
tage chancer med 7 klasser til 164 elever. Bestyrelsen tilsluttede sig ledelsens indstilling. Søren Wormslev foreslog, at man skulle presse regionen mere ift. til at melde sig mere ind i kampen for HF3. Mette Wilgaard vurderer, efter et møde med regionen, at de er positivt indstillet overfor HF3, men de er svære at få til at gå videre med de særlige forhold, der gør sig gældende for HF3. Kim Skindbjerg spurgte til optaget generelt i regionen? Søren Hindsholm svarede, at det er svært med udkantsgymnasierne, da deres prognose for demografien ikke er god. Vi ligger på den måde bedre inde i Aalborg. Men hvis vi bliver sat voldsomt ned i Aalborgområdet, kan vi også få et problem.
Bestyrelsen tilsluttede sig ledelsens indstilling.
7. Beslutning om ændring af indmeldte investeringer. Ledelsen foreslår at vi ændrer vores indmeldelsen af investeringer således:
2023 Indmeldt 4,0 mio. kr. Investeret ca. 3,9 mio. kr.
2024 Indmeldt 0,6 mio. kr. Ændres til 0 mio. kr.
2025 Indmeldt 1,0 mio. kr. Fastholdes.
Sagsfremstilling: BUVM indhenter oplysninger om institutionernes forventede investeringer for at sikre de ligger inden for den ramme Finansministeriet har udmeldt. Det viser sig hvert år at institutionerne samlet set indmelder cirka dobbelt så meget som de faktisk investerer. Derfor beder BUVM os om at gå investeringsplanerne igennem for 2024 ff. Som det fremgår, er NGHF beskedne og realistiske på dette område. Indmeldingen for 2023 passer godt. De 0,6 mio. kr. for 2024 er til nye stole i Festsalen, men dette indkøb sker ad flere omgang og kan bogføres og betales straks. Så skal den ikke stå som en investering. Ledelsen foreslår at vi fastholder planen om en multibane. Da der er en ramme til hver institution på i gennemsnit 5,8 mio. kr., er det ikke NGHF der skaber problemer for BUVM.
Bestyrelsen tilsluttede sig ledelsens indstilling.
8. Forsvarslinje på NGHF?
Orientering om arbejdet med at oprette en studieretning der forbereder unge til en karriere i Forsvaret (en ”F-klasse”), herunder beslutning om NGHF skal tilmelde sig Forsvarets organ for samarbejde med det civile samfund, InterForce Region Nordjylland. Medlemskabet giver adgang til en række af Forsvarets arrangementer. Som medlem forventes NGHF, uden dog direkte at forpligte sig, at være fleksibelt hvis medarbejdere der er medlem af Forsvarets reserve, bliver bedt om at gøre tjeneste. For tiden har NGHF ikke medarbejdere der er medlem af Forsvarets reserve. Det er ledelsens vurdering at hvis vi får det, kan vi løse problemerne.
Søren Hindsholm har været til møde med FAK (Forsvarsakademiet), haft kontakt til Preben Bang Henriksen samt holdt et møde med René Fuglsig, som er højt placeret i det danske forsvar. Desuden kontakt til Holland, hvor en særlig skole der uddanner sikkerhedspersonale gerne vil samarbejde med os.
Selve linjen vil som udgangspunkt indeholde samfundsfag, mediefag, idræt og psykologi udover de andre obligatoriske fag som matematik, sprog og naturvidenskab. Der vil også være en del praktik i forbindelse med denne retning. Håbet er at kunne tiltrække en hel klasse, men vi kan også begynde mere beskedent. Det er i skrivende stund ikke afklaret, om vi udbyder den i 24-25 eller skal vente til skoleåret 25-26.
Søren Valggren foreslog, at vi kontakter Simon Kollerup, som er forsvarsordfører for Socialdemokratiet. Søren Wormslev understregede, at vi skal huske at bruge det i arbejdet med fortællingen om skolen, hvis vi får F-linjen på plads.
Søren Hindsholm vil gerne om vi tilmelder os InterForce Nordjylland.
Bestyrelsen tog orienteringen til efterretning og støttede ledelsens forslag om at tilslutte sig InterForce Region Nordjylland.
9. Beslutning om godkendelse af formandskabets (Formand og næstformand) opgørelsen af resultatlønskontrakten fra sidste år. Se venligst bilag 2. Efter en orientering om resultatlønskontrakter i gymnasiet behandles dette punkt uden rektors og vicerektors tilstedeværelse.
Sagsfremstilling: Gymnasier hvor rektor er tjenestemand, kan ikke som andre gymnasier blot vedtage et fast tillæg til rektor som en del af lønnen. Her skal rektor indgå en resultatlønskontrakt med bestyrelsen. På NGHF følger den året handlingsplan. Når skoleåret er forbi, skriver rektor et forslag til vurdering af hvor godt det er lykkedes at nå de ønskede resultater. Det kaldes målopfyldelsen, og den måles i procent af den fuldkomne målopfyldelse. Formandskabet gennemgår rektors forslag og fastsætter på grundlag af det den endelige målopfyldelse i procent. Denne procentandel svarer så til den del af den samlede ramme på 120.000 kr. som udbetales. I vedhæftede forslag er formandskabet nået frem til en målopfyldelse på 78,9 %, og det giver en resultatløn på 78,9 % af 120.000 kr. = 94.680 kr.
Søren Hindsholm og Niels Magnus Christensen forlod mødet under behandlingen af dette punkt.
Bestyrelsen tilsluttede sig formandsskabets opgørelse. I bestyrelsens lukkede drøftelse indgik der nogle overvejelser, om der kunne indbygges nogle flere målbare og kvantificerbare størrelser i kontrakten? Desuden ønsker bestyrelsen at de fortsat bliver orienteret om, hvordan det går med handlingsplanen. Dette tog Søren Hindsholm til efterretning og vil indarbejde dette i de kommende bestyrelsesmøder i samarbejde med Mette Wilgaard.
10. Eventuelt
Intet
Niels Magnus Christensen
Referent