Forkert elevadfærd og reaktioner herpå
Som elev på NGHF skal man respektere sine læreres anvisninger, deltage konstruktivt i undervisningen (herunder medbringe materialer, lave de anviste opgaver og overholde de regler der er opstillet for undervisningen) samt respektere sine klassekammerater.
Hvis man ikke gør dette, kan man i særligt grelle tilfælde umiddelbart bortvises fra undervisningen.
Som hovedregel får eleven dog en partshøring, af hvilken det fremgår, hvordan elevens opførsel skal ændres, hvis eleven skal fortsætte sin uddannelse på skolen. Denne advarsel kaldes en håndfæstning. Af håndfæstningen fremgår det endvidere, at lærerne på en given dato skal kunne sige, at elevens adfærd er klart forbedret. Fristen herfor er som regel 4 uger.
Lærerne skal eksemplificere elevens uønskede adfærd med konkrete eksempler, som eleven konfronteres med ved udleveringen af håndfæstningen og evt. ved udleveringen af afgørelsen.
Når lærernes kommentarer er modtaget, sammenholdes de med elevens eventuelle høringssvar, og rektor afgør herefter, om eleven skal miste retten til at følge undervisningen.
Hvis lærerene vurderer, at eleven har forbedret sig, vil eleven modtage en afgørelse, som giver ham/hende lov til at fortsætte, så fremt den gode opførsel fortsætter.
Ved tilbagefald vil eleven umiddelbart blive bortvist og kan herefter hjemmefra aflevere et høringssvar om retten til at fortsætte på skolen. Rektor vurderer dette og afgør sagen.