Skip to main content

Behandling af snyd med skriftlige opgaver.

Som snyd regnes det der også i Eksamensbekendtgørelsen defineres som sådan; dvs at det ligesom ved eksamen beror på et skøn, om det er så væsentlige dele af opgaven, der er snyd, at opgaven skal bortdømmes, eller om det blot har indflydelse på karakteren. Vi vil opfordre lærerne til at bruge de muligheder der foreligger for at lette arbejdet med at dokumentere snyd.

Elever skal selv forberede og skrive deres afleveringer og opgaver, inkl. projektopgaver og større skriftlige opgaver, efter lærernes anvisninger. I de enkelte fag og specielt i forbindelse med introduktionen i 1. klasse får eleverne lært den rigtige måde at bruge andres stof på i opgaver (med citationstegn, fodnoter osv.), og de skal kende den grundlæggende regel om, at man aldrig må fremstille andres resultater, ideer og tekst, som om det var ens eget. Desuden fremgår det altid af opgaveformuleringen, hvis gruppe/parafleveringer er tilladt.

Hvis en elev afleverer en andens besvarelse, helt eller delvist, eller hugger noget andre har skrevet, anses dette for snyd i henhold til Eksamensbekendtgørelsen. Hvis læreren kan dokumentere dette, bliver opgaven noteret som “afleveret 100% fravær”, og der skrives “snyd” i noten i Lectio. Eleven fortaber hermed retten til at aflevere opgaven, og den manglende opgave indgår i vurderingen af elevens fravær. Samtidigt  giver læreren besked til studievejlederen, som gør et notat i elevens forsømmelsesbog på Lectio.

Hvis en elev ønsker at anfægte lærerens afgørelse, skal han/hun henvende sig til uddannelsesleder Bente V. Steffensen, der så vil vurdere sagen.

Hvis den samme elev igen afleverer en andens besvarelse, helt eller delvist, eller hugger noget andre har skrevet, noteres den på samme måde, og eleven vil som hovedregel få en partshøring om at miste sin SU i en måned. Hvis man ikke modtager SU, vil man få en partshøring om bortvisning fra undervisningen i 2 dage med fraværsregistrering.

Fravær p.gr. af snyd medregnes i vurderingen af elevens fravær.

Sker det herefter igen, at eleven snyder som ovenfor anført, vurderer rektor sagen, og eleven vil kunne blive helt bortvist fra undervisningen.

Snyd med opgaver, der indgår i den officielle eksamen, behandles efter reglerne i Eksamensbekendtgørelsen.

PH