Studieretning med bioteknologi A, matematik A og fysik B
Danmark er i dag førende inden for bioteknologi. Bioteknologi er teknologisk udnyttelse af biologiske systemer, hvor naturen systematisk bruges som inspirationskilde til at finde på nye innovationer. Det kunne være nye genteknologiske metoder, såsom CRISPRcas9, der måske i nær fremtid vil blive anvendt til behandling af genetiske sygdomme, eller de mere afprøvede metoder, såsom fermentering, der bl.a. anvendes til fremstilling af øl og vin.
På Science Biotech har du bioteknologi på A niveau, matematik på A niveau og fysik på B niveau. Bioteknologi kombinerer viden fra mange forskellige fagområder. Ved en industriel produktion er det f.eks. vigtigt at vide noget om, hvor stort et udbytte man vil kunne opnå i en given proces, og hvordan dette kan optimeres. Her kan man bruge forskellige matematiske modeller samt fremskrivninger af disse, samt kemiske modeller, hvor et kemiske reaktionsskema opskrives for den biokemiske proces, der forløber, så det teoretiske udbytte kan beregnes. I bioteknologi er abstraktion og logisk tænkning nødvendigt, og heri indgår en lang række af matematiske metoder til modellering og problembehandling. Metoder der også er nødvendige i mange erhverv i naturvidenskab og teknologi samt i dagligdagen. Når hypoteser og teorier formuleres matematisk, så opnås ofte ny indsigt.
På Science Biotech behandler vi mange forskellige forskningsområder. Vi zoomer f.eks. ind på medicinalindustrien, hvor vi ser på lægemidlers kemisk opbygning mhp. at forstå lægemidlets indvirkning på kroppen, men også på at forstå, hvordan kroppen påvirker lægemidlet. Begge dele er af afgørende betydning i forbindelse med design og syntese af nye lægemidler. Ligeledes ser vi på hvordan genteknologi og bioinformatik kan anvendes i forbindelse med diagnosticering og behandling af sygdomme. Et andet fokus er miljøbeskyttelse og bæredygtig produktion. Vi går f.eks. i dybden med bæredygtighed og biodiversitet i forbindelse med fødevareproduktion eller prøver kræfter med bæredygtig energiproduktion ved fremstilling af bioethanol. Processen og udbyttet følger vi ved forskellige kemiske analysemetoder.
Studieretningen giver direkte adgang til bioteknologi- og medicinstudiet, samt et hav af andre naturvidenskabelige uddannelser. For at se helt præcist hvad studieretningen (inklusive valgfag) giver adgang til, kan du søge på: https://www.ug.dk/adgangskortet.