Kom til Åben Skole lørdag den 30. november

Opera – et gammelt scoretrick, der virker.

Mandag d. 7. Marts fik Nørresundby Gymnasium og HF besøg af Opera Operaclé. Formålet med dette besøg var at fremvise de forskellige former for opera for unge, og for at give de unge en større forståelse af kulturen. Mange af eleverne ændrede deres mening og fordomme omkring Opera under deres foredrag. Der blev nævnt, at opera, som stereotypen siger, er noget ’skingert, som kun gamle, fine mennesker hører’, hvilket ikke er sandt. Opera kan nydes af alle mennesker i alle aldre, og er kun skingert alt efter, hvor dygtig sangeren har været.
Udover foredraget holdt Opera Operaclé en workshop, hvori eleverne fra både 1., 2. og 3. g med musik som studieretning skulle udøve duetten ’Don Giovanni’: “La ci darem la mano” af Mozart. Her opdagede eleverne hvor svært det i virkeligheden er, at synge opera, blandt andet hvor meget man skal spænde i maven og til tider gå ned i knæ – opera foregår ikke kun ved stemmebåndet, men i hele kroppen.
Efter workshoppen så alle elever, der havde musik som fag, en forestilling af Opera Operaclé. Den oprindelige titel på operaen var ’La serva padrona’, hvilket kan oversættes omtrent til ’tjenestepige som frue’ – den danske titel er ’Kvindelist’. Operaen handlede om tjenestepige Serpina, der drømte om at blive frue i eget hus, og på hvordan hun ved hjælp af kvindelist kunne få det til at gå i opfyldelse. Ved hjælp af kvindelist overtaler hun sin herre, Uberto, til at gifte sig med hende. I operaen blev der sprunget rundt, forført og fremvist stor energi foran det forbløffede publikum.
Det var en dejlig dag, hvor der både blev lært, sunget og hørt opera.

Eva, 1.e