Hvorfor står der mon et rødt køkken midt i aulaen på Nørresundby Gymnasium og HF?
Det er nu ikke fordi, vi har indført hjemkundskab som fag, men vi har dog mange gryder i kog: Et band og sangere, der øver sig på at kunne blæse festsalen omkuld…….en flok dansere der tæller takter og finder den helt rette koreografi og en skuespillertrup der smager på replikker, så de kommer til at ligge helt rigtigt i munden. Og så selvfølgelig staben af flittige scenografi-, pr- og kostumefolk der får det hele til at ligne det det er….en musical – en festlig og sjov en af slagsen.
Udgangspunktet er ”Den eneste ene”, film og teaterforestilling som er kendt af de fleste. I vores twistede version 2.019 hedder den ”Køkken, Kaos og Kærlighed” og vi glæder os helt vildt til at invitere publikum indenfor i uge 7 – tirsdag 12., onsdag 13. og torsdag 14. februar, alle aftener kl 19.30. Vores forestilling taler til alle, og det er endda gratis – så sæt allerede nu et kryds i kalenderen.